Sådan foregår fræsning
Fræsning er en spåntagende bearbejdningsproces. Spåntagning består (som ordet antyder) i at tage spåner af stålemnet, indtil det har den ønskede form. Til dette anvendes der et flerskærsværktøj, der roterer ved høj hastighed.
Fræsning kan være en overfladeproces – f.eks. planfræsning hvor man fræser en plan flade på et emne – eller en dybdeproces, hvor man fræser huller og fordybninger mm. Der anvendes forskellige fræseværktøjer til de forskellige processer, og derudover også forskellige værktøjer alt efter ønsket til overfladeruhed. Ved fræsning opnår man generelt en god overfladeruhed, men ved brug af det rette værktøj kan man opnå en næsten spejlblank overflade på stålemnet.
Der anvendes forskellige fræsemetoder alt efter det ønskede resultat og den ønskede form. Blandt disse metoder er planfræsning, notfræsning og gevindfræsning.
Du kan læse mere om fræsning og fræsemetoder her.
Effektiv fræsning i stål/rustfrit stål med CNC-teknologi
Anvendelse af CNC-teknologien er i høj graden blevet normen, når man fremstiller emner ved både fræsning, drejning, stansning og en række andre processer til bearbejdning af stål og rustfrit stål.
CNC står for ”Computer Numerical Control” – det er altså en højt automatiseret proces, der i overvejende grad er computerstyret.
Ved CNC-fræsning leverer du en tegning af emnet – f.eks. en CAM- eller CAD-fil – som indlæses i computerprogrammet. Der indtastes desuden supplerende oplysninger om emnet, f.eks. om materiale eller ønske til overfladekvalitet. Herefter er fræseprocessen stort set automatiseret. Alt fra fræseværktøjet bevægelser til skift fra et fræseværktøj til et andet styres af computerprogrammet.
CNC-teknologien har gjort det muligt både at øge hastigheden og præcisionen for bearbejdningen af emner i stål og rustfrit stål. Og dette har bevirket, at man har kunne sænke prisen en hel del for det enkelte emne.
Bearbejdning af stål og rustfrit stål
Stål er et materiale, der anvendes i et væld af forskellige sammenhænge på grund af dets høje styrke. Hovedbestanddelen i stål er jern, og hertil er der tilsat en eller flere legeringsstoffer, der giver metallet fordelagtige egenskaber, f.eks. øget korrosionsbestandighed. Disse legeringsstoffer kan være kulstof, fosfor, svovl, silicium, mangan mm.
Valget af den rette type stål til dit fræsede specialemne afhænger af kravene til styrke, sejhed, skærbarhed, slidbestandighed og korrosionsbestandighed.
Rustfrit stål er en særligt type stål, der har øget korrosionsbestandighed ift. andre ståltyper. Der findes flere forskellige typer alt efter krav til korrosionsbestandighed, men fælles er, at rustfrit stål har tilsat mindst 12% krom. Ønsker man at øge korrosionsbestandigheden yderligere, tilsættes nikkel og molybdæn – dette gør desuden også stålet syrefast.
Ved fræsning af emner anvendes ofte maskinbygningsstål. Denne stållegering anvendes ofte til maskinkomponenter som aksler og tandhjul, hvor der er særlige krav til styrke, svingningsstyrke og slidfasthed. Styrken og hårdheden kan desuden også øges ved varmebehandling.
Valget af den rette type stål har indflydelse på prisen. Det kan ofte være billigere at vælge en dyrere ståltype med bedre bearbejdelighed, da det vil resultere i en hurtigere og lettere bearbejdning.
Fræsning af prototyper i stål/rustfrit stål
Har du brug for et fræset emne i stål eller rustfrit stål til din prototype eller første produktserie? I så fald har du sikkert brug for at få vished om pris og leveringstid med det samme.
Realtime Manufacturing Services er Bossards portal, hvor du kan oprette en gratis profil, uploade din tegning og få en pris og leveringstid på ganske få minutter.
RMS er rettet mod dig, der har brug for et mindre parti emner fremstillet ved drejning eller fræsning med hurtig leveringstid.
Læs mere og opret dit login her