Lagerstatus
Har du prøvet at tælle 10.000 skiver i M6? Hvis ja, ved du også hvor tidskrævende en proces det er, selvom du har en tællevægt til rådighed.
Her kan du læse om, hvordan du med et enkelt klik på musen kan tælle varelageret op for dine skruer, bolte og møtrikker.
Bruger I for meget tid på lageroptælling?
De tre lagermedarbejdere er klar med kuglepenne, excel-listerne er printet, og tællevægten er klar til at kontrollere, hvor mange C-parts der faktisk er på lager. Optællingen sker helt manuelt ved, at kasserne hældes over på en tællevægt, og antallet noteres sirligt på papiret. Det tager det meste af to dage. Kontrollisterne (og lidt håndskrevne noter) videregives til den lageransvarlige, der nu manuelt indtaster oplysningerne i ERP-systemet, dog med lidt besvær, da ikke alle tal er skrevet lige tydeligt.
Samlet set er der brugt omkring 40 timer på at ajourføre lagerbeholdningen. Næste dag kommer der en anden lagermedarbejder forbi lagerreolerne og fylder en større restbeholdning op, der var glemt på lageret – %#!! forfra med lageroptællingen.
I mange fremstillingsvirksomheder sker lageroptællingen af C-parts stadigvæk manuelt, og hvis der er status to gange årligt, bruges der uhensigtsmæssigt meget tid på aktiviteten, der kunne være blevet brugt på noget mere værdiskabende for virksomheden.
Løntimer er dyre i Danmark, og derfor skal medarbejdernes tid bruges hensigtsmæssigt i produktionen og på lageret. Hvis der bare lageroptælles to gange om året, er der et stort besparelsespotentiale på medarbejdertimer, som kan allokeres direkte over til at producere varer i stedet for.
Lageroptælling? Det tager kun et kvarter for os.
I en anden fremstillingsvirksomhed er der også lageroptælling. Alle deres C-parts styres af lagerkasser med integreret tællevægt. Medarbejderen trækker nu lageroptællingen ud af lagerstyringssystemet med få klik på musen. Lageroptællingen er så præcis, at den med samme kan uploades direkte i ERP-systemet og sendes til revisionen. En handling der tager mindre end et kvarter.
Overvej følgende næste gang, når I har lageroptælling af jeres skruer, bolte, møtrikker.
Hvor meget tid bruges der, når:
- I skal ajourføre ERP-systemerne ved lageroptælling?
- lagerbeholdningen skal tælles op et par gange om året?
- der skal allokeres mandetimer til lagerstatus?
Lageroptælling kan nemt klares på et splitsekund, hvis du har adgang til systemer, der taler sammen.
Kan andre varegrupper lageroptælles på samme måde?
Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan automatiseres, når du har digitale logistiksystemer implementeret. Du kan i princippet integrere alle dine leverandører i samme logistiksetup. Der findes forskellige størrelser på lagerkasser med digitale vægte, lagerskaber med vægte integreret i hylderne og sågar digitale pallevægte, så hvad enten det er et kritisk drejeemne, arbejdshandsker eller lange gevindstænger, kan du hurtigt lave en lageroptælling, fordi du har adgang til den aktuelle lagerdata fra din computerskærm.
Logistiksystemerne er smarte, fordi de sparer tid i produktionen og på lageret. Medarbejdere får et bedre overblik i dagligdagen over materialeflowet samt mulighed for at effektivisere deres arbejdstid og anvende den genvundne tid til at udføre arbejdsopgaver, der er mere værdiskabende for dem selv og virksomheden.
Læs om andre tidsrøvere i indkøb, i produktionen og på lageret for C-parts f.eks. om intern varebestilling, ekstern varebestilling, vareopfyldningsprocessen, og manglende varer.