Hvor anvender man bræddebolte?
Bræddebolte bruges oftest til at fastgøre træ, deraf navnet. De anvendes f.eks. i produktion af legeredskaber, plankeværk, paller og lignende. Derudover anvendes de også i maskiner, hvor det er vigtigt, at hovedet ikke stikker for langt ud, f.eks. tekstilmaskiner som mekaniske væve. Det runde hoved giver en pæn afslutning, der ikke er til gene, og som man ikke kan komme til skade på.
Bræddebolten har ikke en kærv og den spændes ved hjælp af møtrikken. For at forhindre at bolten roterer efter monteringen, har den en firkantet hals under hovedet, som monteres i tilsvarende huller.
Rustfri bræddebolte
Bossard har rustfri bræddebolte som en fast del af vores standardsortiment. Rustfri bræddebolte er, som navnet antyder, modstandsdygtige over for korrosion/rust.
Korrosion opstår, når stålet kommer i kontakt med visse elementer, f.eks. fugtig luft, væske, syreholdige materialer, saltvand mm.
I sådanne tilfælde reagerer jernet i stålet kemisk med ilt, det nedbrydes og bliver porøst og får den karakteristiske rustrøde farve. For at modvirke dette tilføjer man krom til stålet. Rustfrit stål har som minimum et indhold af krom på 12%, og hertil kan man tilføje andre elementer, som nikkel og molybdæn, for at øge modstandsdygtigheden i metallet yderligere.
Rustfri bræddebolte har typisk betegnelsen A2 eller A4. Læs hvad de betyder herunder.
A2 – rustfri bræddebolte
A2-bræddebolte har en god holdbarhed og en god modstandsdygtighed overfor korrosion. De kan derfor anvendes til udendørs produkter og konstruktioner. Men det anbefales ikke at anvende bræddebolte i aggressive miljøer, f.eks. tæt på havet, hvor luften kan være saltmættet, eller steder, hvor der er klor i luften. Her er A2-boltens korrosionsbestandighed for lav.
A2-bolte er heller ikke velegnede til brug i syreholdige træsorter. Så hvis man eksempelvis konstruerer en træterrasse af lærketræ, bør man ikke anvende en A2-bræddebolt.
A4 – rustfri og syrefaste bræddebolte
A4-bræddebolten har også en god holdbarhed og en endnu bedre korrosionsbestandighed end A2. Grunden til dette er, at der udover krom og nikkel også er tilføjet molybdæn til stålet. A4-bolten har altså en høj modstandsdygtighed overfor rust, og den er desuden syrefast.
A4-bræddebolten kan derfor med fordel anvendes i mere aggressive miljøer, f.eks. i konstruktioner nær havet eller i industrisammenhænge, og også i syreholdige træsorter.
Husk dog, at ingen rustfri produkter i realiteten er rustfri, snarere rustfaste. Rustfaste produkter korroderer i et væsentligt langsommere tempo end ikke-rustfaste produkter, men de vil nedbrydes over tid, uanset hvad. Derfor er det vigtigt, at man kan inspicere boltesamlinger og udskifte bolte og møtrikker, før dette sker.
Du kan læse mere om korrosion her.
Bræddebolte med belægning
Hos Bossard finder du befæstelse med forskellige overfladebehandlinger, bl.a. elforzinkede bræddebolte og varmgalvaniserede bræddebolte. Overfladebehandling af bræddebolte giver befæstelseselementerne en række fordelagtige egenskaber, ud over et andet udseende end bolte af råt stål.
Elforzinkede bræddebolte
Elforzinkning er den normale overfladebehandling til stålbefæstelse, da processen både er billig, enkel og effektiv. Når man elforzinker en bolt, tilføjer man et tyndt lag zink på boltens overflade.
Processen øger korrosionsbestandigheden, men elforzinkede bolte egner sig dog udelukkende til indendørs brug og til steder, hvor der er et lavt korrosionspotentiale, da de kun har en mild til moderat korrosionsbeskyttelse.
Passivering
Elforzinkede befæstelseselementer bliver ofte også passiverede. Passivering er endnu en almindelig overfladebehandling, der har som hovedformål at øge korrosionsbestandigheden. Det sker ved, at de forzinkede dele kortvarigt nedsænkes i et vandbad, der indeholder krom (III).
Farvetonen på befæstelsen ændrer sig ifm. med passivering, og derfor ser du f.eks. bræddebolte med betegnelsen ”elzink blå” og ”elzink gul” i vores e-shop. Dette betyder ikke, at bolten er blå eller gul, snarere at den har et blåligt eller gult skær.
En lignende overfladebehandling er kromatering. Her bruger man krom (IV) i stedet for krom (III). Krom (IV) er dog meget sundheds- og miljøskadeligt, så man bevæger sig efterhånden væk fra denne løsning, og kromaterede skruer og bolte ikke må af samme grund heller ikke anvendes til produkter til små børn eller til fødevarer.
Varmgalvaniserede bræddebolte
Varmgalvanisering af bolte sker ved at dyppe bolten i flydende zink opvarmet til meget høje grader. Denne overfladebehandling anvendes kun til befæstelse af stål og typisk til større bolte og bolte, der bruges udendørs.
I modsætningen til elforzinkede bolte er belægningen af zink meget tyk, og derfor er der heller ikke brug for kromatering/passivering efterfølgende. Denne form for bolt er meget modstandsdygtig overfor korrosion, og derfor kan bræddebolte, der er varmgalvaniserede, også bruges udendørs. Varmgalvanisering anvendes dog kun på bolte med gevind M8 og derover.
Du kan læse om andre former for belægninger til her.
Gevindstørrelser – M6, M10, M12 osv.
Hvad betyder f.eks. M6 eller M10 ifm. bræddebolte? Betegnelse henviser til gevindstørrelsen.
Bogstavet ”M” står for ”metric thread”, og tallet efter indikerer diameteren i millimeter. En M6-bræddebolt har altså et gevind med en nominel diameter (udvendig diameter) på 6 mm.
Visse gevindstørrelser er altid tilgængelige, uanset hvor du henvender dig (klasse 1), mens andre har begrænset tilgængelighed (klasse 2). Endelig er der gevindstørrelser, som må specialfremstilles (klasse 3). Vi råder dig altid til at anvende bolte med gevindstørrelser i klasse 1 i alle tilfælde, hvor det er muligt, da de er langt billigere og hurtigere at fremskaffe.