Hvad bruger man øjebolte til?
Øjebolte anvendes bredt i mange forskellige konstruktioner og produkter. Overordnet set anvendes øjebolte til fastgørelse/samling af elementer, til ophæng og til løft – med andre ord, man anvender øjebolte, når man har brug for at tilføje et øje/en ring til en konstruktion.
Øjebolte bruges bl.a. til fastgørelse af snore, kæder, reb, ledninger og lignende – f.eks. fastgørelse af kabler til lofter, fastgørelse af snore, liner og reb på et sejlskib eller fastgørelse af ledninger i en maskine.
Øjebolte kan også anvendes som løfteanordninger, der spændes fast til et element, f.eks. elementer der skal løftes med kran. Øjebolte, som anvendes til dette formål, er kritiske sikkerhedselementer og skal derfor være godkendt til formålet.
Øjebolte kan spændes og løsnes mange gange uden udfordring. De har ikke en kærv og spændes altid ved håndkraft, og øjebolte kan derfor ikke anvendes i sammenhænge, hvor der er behov for nøjagtige momenter.
Rustfri øjebolte
I sammenhænge hvor bolten bliver udsat for vind, vand, vejr, fugt eller andre korroderende elementer, er det fordelagtigt at anvende en rustfri øjebolt.
Rustfri øjebolte er bolte med korrosionshæmmende egenskaber. Øjebolte er typisk fremstillet i stål, som er et jernholdigt materiale, og jern er særligt følsomt overfor bl.a. vand og fugtig luft, som får det til at ruste og nedbrydes.
Rustfri øjebolte er fremstillet af stål, hvor der er tilføjet nogle korrosionshæmmende elementer, bl.a. krom og molybdæn.
Rustfri øjebolte fås i to kvaliteter:
- Rustfri øjebolte A2: Disse har god korrosionsbestandighed og styrke og kan med fordel anvendes udendørs og steder, hvor der er fugtpåvirkning.
- Rustfri og syrefaste øjebolte A4: Disse har en endnu højere korrosionsbestandighed end A2 og kan derfor anvendes i særligt aggressive miljøer, f.eks. nær havvand, samt i sammenhænge hvor de udsættes for syre, f.eks. i syreholdige træsorter eller fødevareproduktion.
Øjebolte i rustfrit stål er i realiteten ikke ”rustfri” – de vil ruste med tiden. Men hastigheden hvormed de ruster er væsentligt lavere end ved øjebolte i stål. Derfor kalder vi dem hos Bossard ofte i stedet ”rustfaste øjebolte”.
Øjebolte DIN 444
En øjebolt DIN 444 er en bolt med en fuldstændigt lukket ring for enden og med metrisk gevind i den anden ende.
I modsætning til den mere enkelt udformede øjebolt, er ringen altså ikke afbrudt nogen steder, og den er heller ikke bukket, men koldformet, hvilket øger dens styrke og holdbarhed. Denne type øjebolt har desuden ofte en indvendig rejfning, der letter gennemføringen af elementer i øjet.
DIN 444 fås som type A eller type B. Typen afgør bredden/tykkelsen på øjet set oppefra. Øjet på DIN 444 A er bredere end øjet på DIN 444 B.
En øjebolte DIN 444 monteres i gevind eller ved hjælp af en møtrik.
Øjebolte til løft af sværvægt
En øjebolt, der anvendes til løft, er et kritisk sikkerhedselement. Det er vigtigt kun at anvende øjebolte som løfteanordning, der er godkendt til formålet.
Øjebolte bruges bl.a., når man skal løfte meget tunge elementer med kran, f.eks. betonelementer. Øjebolten skrues fast i et gevind på elementet, og herefter kan en krog fastgøres i boltens øje, og elementet kan løftes.
Øjebolte til løft af sværvægt er standardiseret efter DIN 580. De er altid mærket med visse informationer, der sikrer den korrekte brug af bolten, bl.a. gevindstørrelse, ståltype, CE-mærke og informationer om maximal belastning i tons.
Øjebolte bør spændes helt fast, men ikke strammes for meget. De kan genbruges igen og igen, forudsat at de ikke er beskadiget på nogen måde.
Øjebolte med og uden gevind
Øjebolte har oftest et gevind i den ene ende. Gevindet størrelse er angivet med et ”M”, der angiver, at der er tale om et metrisk gevind efterfulgt at et tal, der angiver gevindets nominelle (ydre) diameter i mm.
En øjebolt M10 har altså et gevind med en nominel diameter på 10 mm, og en øjebolt M8 har et gevind med en nominel diameter på 8 mm, osv.
Øjebolte med metriske gevind monteres i et tilsvarende gevind. Gevindet på en øjebolt M10 passer altså i gevindet på en møtrik M10 eller i et tilsvarende metrisk gevind i arbejdsstykket.
Øjebolte fås dog også uden gevind til de tilfælde, hvor man har brug for at kunne skære et gevind selv. Dette kan være nødvendigt, hvis man har brug for en øjebolt med et gevind, der har en specifik længde, som ikke er tilgængeligt i standardsortimentet.