Hvad bruger man nitter til?
Nitter anvendes i mange produkter og konstruktioner, som du støder på hver dag i dit liv. Fælles for disse er, at de har permanente samlinger. I modsætningen til f.eks. en boltesamling, kan en nittesamling nemlig ikke skilles ad uden at ødelægge nitten.
De traditionelle massive nitter har været anvendt flere hundrede år og er måske mest kendt fra store stålstrukturer, f.eks. broer, skibe og stålkonstruktioner til bygninger mm. Et eksempel, vi nok alle kender, er Eiffeltårnet. Her holdes store dele af konstruktionen sammen af tusindvis af nitter.
Men nitter anvendes også i mange dagligdags produkter. Nitteteknik er meget udbredt i industrisammenhænge, eks. i bilindustrien, og man finder også nitter i produkter som knive, lamper, køleskabe, tasker, trappestiger og tusindvis af andre produkter.
Fordelene ved nitter
Den største fordel ved nitter er måske, at nittesamlinger er meget sikre og kan holde til intense, varierende belastninger. Derudover har nitter også følgende fordelagtige egenskaber:
- Montagen af nitten kræver ingen intens varme, som svejsning f.eks. gør. Derfor undgår man at beskadige produktet, som nitten skal monteres i, hvilket ellers kunne ske ved varmepåvirkningen.
- Montageprocessen er oftest meget enkel.
- Nitter er gode til letvægtsdesigns.
- Med nitter er det muligt at sammenføje to forskellige typer materiale. Det kan man bl.a. ikke ved svejsning.
Forbeholdene ifm. brug af nitter er, at arbejdsdelene skal overlappe. Hvis de ikke gør, skal man anvende yderligere beslag. Det er også værd at bemærke, at tilføjelsen af et monteringshul til nitten vil svække enkeltdelene.
Traditionelle massive nitter kan desuden være tidskrævende at montere, men nitteteknologien er under stadig udvikling, og der er nu enklere og hurtigere løsninger på markedet. Blindnitter kan f.eks. monteres hurtigt og effektivt ved hjælp af pneumatiske nitteværktøjer.
Blindnitter og popnitter
Hvad er forskellen på blindnitter og popnitter? Udtrykket dækker egentligt over næsten det samme produkt. Ordet ”popnitte” kommer fra produktbrandet POP®, blindnitter produceret af Stanley Engineered Fastening. Det anvendes derfor både om nitter fra POP®, men også som et dagligdags udtryk for blindnitter.
Hos Bossard forhandler vi både blindnitter fra POP® og fra andre brands som FASTEKS® og Scell-it®.
Blindnitter har den store fordel, at de kan monteres fra én side. Der er altså ikke behov for adgang til den anden side af produktet eller konstruktionen. De består af et rør med en krave og en metalstang (nittedorn) inden i denne. Monteringsprocessen er enkel og hurtig, og blindnitter er i dag den mest udbredte form for nitteteknik på tværs af brancher og industrier.
Læs mere om popnitter her.
Massive nitter
Massive nitter - også kaldet rundhoved nitter - fås i flere former, størrelser og materialer, og de anvendes i mange forskellige sammenhænge og produkter. Massive nitter har historisk set været meget udbredt i stålkontruktioner, f.eks. broer, højhuse og skibe, men er langt hen ad vejen blevet erstattet af svejsning.
Du kan få massive nitter i stål, men også nitter i ikke jernholdige metaller, som kobber. Hovedformen på den massive nitte er rund, halvrund (en lavere version af den runde), linsehoved eller undersænket. Hovedet på den massive nitte vil altså stikke op over overfladen på produktet, med undtagelse af den undersænkede nitte.
Hulnitter
Hulnitter – også kaldet rørnitter – har, som navnet antyder, et hul i midten. Hulnitter kan eksempelvis anvendes til produkter som sko, hvor man kan føre et snørebånd gennem hullet i nitten, og også i tekstiler, pap, læder o.l.
Hos Bossard forhandler vi hulnitter i messing fremstillet af rør samt todelte hulnitter i forniklet stål som standardvarer i e-shoppen.
Hulnitter kan typisk monteres ved hjælp af meget lidt pres. Hulnitter fremstillet af rør monteres med en pressemaskine, og hullet i nitten forbliver intakt i processen. Ved todelte hulnitter presses de to nittedele også sammen, og ved denne proces deformeres de, så de ikke kan skilles ad igen. Dette kan gøres ved håndkraft eller ved hjælp af en maskinpresse.
Blindnittemøtrikker
Blindnittemøtrikker, også kaldet møtriknitter, har et indvendigt gevind præcis som en møtrik. De monteres typisk i tynde metalplader eller -profiler og gør det muligt at montere andre komponenter i gevindet.
Blindnittemøtrikker findes med åben og lukket ende og monteres fra forsiden af produktet eller konstruktionen ved hjælp af en nittedorn. Nittedornen skubbes ind i monteringshullet, hvorefter den hives tilbage og deformeres, så den sidder helt fast. Herefter kan bolten/skruen monteres i gevindet.
Møtriknitter kan monteres ved hjælp af nitteværktøj i hårde og bløde materialer, herunder også kunststoffer, og de fås i stål, aluminium og rustfrit stål i Bossards e-shop.
Hvordan monterer man nitter?
Hvordan man monterer en nitte, afhænger af nitten. Blindnitter, massive nitter, hulnitter osv. monteres ved hjælp af værktøjer, der er specifikt tilpasset nittetypen.
En blindnitte kan monteres ved hjælp af et håndværktøj (en nittetang), ved hjælp af et hydro-pneumatisk nitteværktøj, der bruger trykluft til monteringen, eller et batteridrevet nitteværktøj, eks. Stanley PB2500 Smart.
Nitter kan også monteres ved hjælp af maskinpresser, stationære værktøjer med manuelle vippepressesystemer, eller de kan monteres i automatiserede produktionslinjer.
Fælles for monteringsmetoderne er, at nitten monteres ved hjælp af ”pres”, og der skal altså ikke anvendes varme, bindemidler, møtrikker eller lignende i montageprocessen.
Materialer – nitter i stål, messing, monel, kobber mm.
I vores e-shop finder du nitter i mange forskellige udformninger og materialer. Alt efter ønske til funktion eller udseende kan enten nitten eller nittedornen være fremstillet i:
- Stål
- Rustfrit stål
- Aluminium
- Monel
- Messing
- Kobber
- Polyamid (nylon)
Om du vælger nitter i det ene materiale eller det andet, afhænger selvfølgelig af produktets visuelle design, men også af krav til vægt og pris samt hvilket miljø, produktet skal anvendes i.
Skal nitten kunne tåle havvand, så er nitter i monel måske det oplagte valg. Monel er nemlig ekstremt modstandsdygtige overfor havvand og derudover også brakvand, saltsyre, fosforsyre og svovlsyre.
Men skal den monteres i et miljø, der ikke er særligt aggressivt, ville man måske vælge stålnitter, da de typisk er billigere.