Hvad er en sætskrue?
Ordet ”sætskrue” er en ikke standardiseret betegnelse for en skrue med sekskanthoved og fuldt gevind – mere specifikt en skruen iht. DIN-standarden 933. Tilsvarende standarder er ISO 4017, ČSN 021103 og UNI 5739.
En af fordelene ved sætskruer, ud over deres styrke og holdbarhed, er, at de er let tilgængelige på tværs af leverandører og producenter. Skifter du fra én leverandør til en anden, vil du altså kunne få en sætskrue DIN 933 med samme dimensioner, egenskaber og af samme kvalitet hos din nye leverandør.
Sætskruer DIN 933 fås i flere størrelser, fra helt små skruer med gevindstørrelse M2.5 til meget store skruer med gevindstørrelse M48.
Sætskruer fremstilles i en række forskellige materialer og med forskellige overfladebehandlinger – bl.a. rå stål, elforzinket stål, rustfrit stål, aluminium, varmgalvaniseret stål mm. Materialet, overfladebehandlingen og styrkeklassen afgør den optimale brug af sætskruen.
Hvad bruges sætskruer til?
Sætskruer DIN 933 anvendes bredt i mange forskellige produkter og konstruktioner.
Sætskruer er især velegnede til samlinger i stålkonstruktioner, f.eks. ståltrapper, hegn, væg- og tagkonstruktioner mm. Men sætskruer anvendes også i trækonstruktioner, hvor der er brug for en god, holdbar samling.
Sætskruer DIN 933 anvendes desuden i en række maskiner og produkter, f.eks. solcelleanlæg og vindmøller, og er generelt et oplagt valg, når du har brug for en samling, der er stærk og holdbar.
Gevindstørrelser
Hos Bossard har vi et stort udvalg af sætskruer med forskellige gevindstørrelser. Gevindstørrelsen er den nominelle (udvendige) diameter på gevindet og betegnes med et M, der angiver, at der er tale om et metrisk gevind, og et tal, der indikerer diameteren i mm.
En sætskrue M10 har altså et gevind med en nominel diameter på 10 mm, og den kan monteres ved hjælp af en møtrik med samme gevindstørrelse.
Du finder ikke alle typer sætskruer med samtlige gevindstørrelser – størrelsen på sætskruens gevind afhænger af materialet og overfladebehandlingen. F.eks. finder du sætskruer i rustfrit stål A2 med gevindstørrelser fra M3-M30 i vores standardsortiment, mens du kan finde sætskruer i rå, ubehandlet stål med gevindstørrelser helt op til M48.
Rustfri sætskruer DIN 933
Skal sætskruen monteres udendørs eller i et miljø, hvor den kommer i kontakt med væske, så er det en god idé at vælge en rustfri sætskrue. Rustfri sætskruer er fremstillet i rustfrit stål, der har gode korrosionshæmmende egenskaber.
Hovedelementet i stål er jern, som er særligt følsomt overfor vind, vejr, vand og fugt. Kommer metallet i kontakt med disse, så vil det ruste og nedbrydes. For at forhindre dette tilsætter man visse elementer til stålet, f.eks. krom og molybdæn, der øger korrosionsbestandigheden betydeligt.
Rustfri sætskruer A2
Rustfri sætskruer A2 er velegnede til udendørs brug og til brug i fugtige eller vandige miljøer, men de bør ikke anvendes i aggressive miljøer med højt korrosionspotentiale, f.eks. nær havvand, eller i sammenhænge, hvor de kommer i kontakt med syre eller syreholdige materialer.
Rustfri sætskruer A4
Rustfri sætskruer A4 er syrefaste, så de kan med fordel anvendes i samlinger, der udsættes for syre, f.eks. i fødevareproduktion eller i syreholdige træsorter. Rustfri sætskruer A4 har desuden en endnu bedre korrosionsbestandighed end sætskruer A2, så de kan anvendes i aggressive miljøer, f.eks. nær havvand.
Bemærk: Rustfri sætskruer er i virkeligheden rustfaste. De vil ruste med tiden, men de ruster væsentligt langsommere end sætskruer i stål.
Galvaniserede sætskruer DIN 933
Galvaniserede sætskruer er meget stærke, holdbare og modstandsdygtige overfor rust.
Galvanisering er en proces, hvor man nedsænker sætskruen i flydende zink, som lægger sig som et tykt, beskyttende lag på skruen. Galvanisering anvendes kun til skruer i stål og kun til større bolte med gevindstørrelser på M8 eller derover.
Galvaniserede sætskruer er meget korrosionsbestandige. De anvendes derfor ofte udendørs, typisk i stålkonstruktioner og -produkter som hegn, lygtepæle, trapper, og i meget store stålkonstruktioner, f.eks. i broer.
Elforzinkede og passiverede sætskruer
Elforzinkning er en meget almindelig og udbredt overfladebehandling til sætskruer og andre former for befæstelse. Det er en billig og enkel proces, der øger sætskruens korrosionsbestandighed – dog ikke nok til at elforzinkede sætskruer bør anvendes udendørs.
Når man elforzinker en sætskrue, tilføjer man et tyndt lag zink til skruens overflade. Dette sker i roterende tønder. Elforzinkning anvendes på sætskruer med gevindstørrelser op til M20.
En elforzinket sætskrue er typisk også passiveret. Dette er endnu en almindelig og enkel efterbehandling, der gennemføres for at øge korrosionsbestandigheden. Alt efter graden af passivering ændrer sætskruen farve. Blåpassivering (elzink blå) giver et blåligt skær, og gulpassivering (elzink) giver et gulligt skær på sætskruen. Af de to er elzink gul den mest korrosionsbestandige.
Sætskruer DIN 933 i rå, ubehandlet stål
Når man lige har fremstillet sætskruer, er de ”rå”. De har altså ingen form for korrosionshæmmende overfladebehandling og er derfor særligt følsomme overfor ydre påvirkninger som fugt og vand. Dog ser man ofte, at sætskruer i rå stål får en tynd oliebelægning, der beskytter dem under transporten.
Sætskruer i ubehandlet stål anvendes typisk, når de skal monteres i miljøer eller sammenhænge, hvor der er meget lavt korrosionspotentiale.
Men sætskruer i ubehandlet stål vælges også, når man selv ønsker at udføre en form for overfladebehandling på skruen, f.eks. når skruen skal males efter montage.
Sætskruer i messing og aluminium
Sætskruer i messing og aluminium er en dyrere løsning end sætskruer i stål, men de har særlige egenskaber, der kan være en fordel i specifikke sammenhænge.
Sætskruer i messing
Messing er en kobberlegering og et ikke-jernholdigt metal. Sætskruer i messing har derfor en høj korrosionsbestandighed. Messing har desuden et gyldent og ædelt udseende, så sætskruer i messing tager sig godt ud i mange designs og produkter.
Messing har derudover en god elektrisk ledeevne, og sætskruer i messing er særligt derfor velegnede til elektriske forbindelser.
Sætskruer i aluminium
Aluminium er et letmetal og har en god korrosionsbestandighed. Sætskruer i aluminium anvendes derfor, når disse to egenskaber er en mekanisk eller økonomisk fordel. Skruer i alu anvendes f.eks. i flyindustrien, hvor det er vigtigt at holde den samlede vægt for luftfartøjet så lav som muligt.
Til produktionen af skruer og bolte anvendes en aluminiumslegering, da rå aluminium ikke er stærkt nok, og sætskruer i aluminium koldformes. Aluminium er ikke så stærkt som stål og er desuden dyrere, så sætskruer i alu er ikke egnede til store, tunge konstruktioner, der skal kunne holde til stor vægt.